Når dagen er forbi

Når byen derinde får lysene på
og arbejdsdagen så småt går i stå
og folk ruller hjem efter dagen der gik
butiksfolk, kontorfolk og dem på fabrik
så er jeg med sådan omkring klokken fem
og jeg kører altid en omvej før jeg ta’r hjem
jeg kører mig en tur langs med havnen
jeg må ned og se hvad der sker
jeg kan ikke forklare nøjagtig hvorfor
det er sådan bare – – ja gu er det så!
det er sådan en slags indeklemt længsel
lissom en der har siddet i fængsel
og pludselig mærker, at nu er han fri
sådan har jeg det altid når dagen er forbi.

Man troede jo engang, at alt var så nemt
dengang jeg var dreng blev min fremtid bestemt
at jeg ville se verden – af sted – bare ud!
sådan er der så meget, for så blev jeg bud
så blev jeg gift, og så var det sket!
og nu må jeg nøjes med – ja, jeg trænger sgu til det!
jeg må ned og lure ved havnen
og snuse til livet om bord
jeg må rundt og kigge og se hvon den skær
ja, jeg ved sgu ikke – men jeg ka ikke la vær!
det er ikke det – skude ved skude
det er sådan nærmest det hele herude
der er noget i luften – der er noget jeg ka li
men hver har jo sin lyst når dagen er forbi.

Og så sker det jo tit, at man kommer i snak
én gir en historie og én gir noget tobak
sådan uden banderole fra stederne af
de kommer jo lige direkte derfra
så står man og lytter og nyder sit skud
det er dejligt at høre hvordan verden ser ud
jeg ser sgu det hele ved havnen
på Java, Algier og Port Said
plantager, hajer, det hele, De ved
Alt det, som man plejer at ønske og se
jeg ser palmer så høje som huse
jeg kan ligefrem høre dem suse!
der er ikke de lande jeg ikke er i
joh, jeg er ude på viften når dagen er forbi.



Man ved jo som regel på dato
hvornår sådan cirka at bådene kommer og går
det er lissom et skema, det lærer man snart
og kommer der et, så er jeg altid parat!
det at gi dem et nap med at lægge dem til
der er ikke den ting jeg hellere vil
jeg står her og venter ved havnen
og næverne kribler på én
jeg kender hver bøje, hvordan trossen skal i
det at fortøje, det ka jeg sgu li!
jeg ka li bare at røre ved skibet
det er sådan lissom at hilse på livet
jeg ved ikke hvorfor, det er vel nærmest fordi man først føler
den slags når dagen er forbi.

Ja jeg ved sgu godt at det hele er skæg
mellem mig og alt det står der altid en væg
det er noget man indser som tiden den går
jeg ved godt, at min plads, det er her hvor jeg står
og sådan er livet for fler end for mig
jeg er skam slet ikke bitter, nej-nej
jeg kører mig en tur langs med havnen
hver aften når klokken er fem
jeg kører mig den tur som jeg holder af
den eneste tur jeg får råd til at ta
derude et sted bag ved molen
ligger verden og livet og solen
men hvem her i verden får alt hvad han ka li
sådan tænker jeg altid, når dagen er forbi.